Hvorfor spil i skolen?

Læringsspil bliver mere og mere udbredte, men de er stadig omgæret af usikkerhed. Er det kun deciderede læringsspil, som er interessante, eller er der læringspotentiale i underholdningsspil? Hvordan tilgodeser man både drenge og piger, når man udvælger spil? Lægger spil op til samarbejde, eller fanges eleven i en vanedannende osteklokke? Spørgsmålene er mange, og her prøver vi at besvare nogle af dem.

21st Century Skills

Når man laver et spil, arbejder man tværfagligt med 21st century skills. Uanset hvilken idé, man har fået, skal man tænke idéen om til en interaktiv oplevelse. Det kræver kompleks problemløsning og systemforståelse. For at kunne realisere idéen, er der brug for kollaboration på tværs af fag. Her er der rig mulighed for at inddrage IT.  Eleverne eksperimenterer og afprøver ny viden i praksis. De træner at kommunikere kompetent og konstruktivt, o anvender andres feedback i deres selvevaluering. 

Fejlmodighed

I en tid, hvor mange elever kæmper mod præstationsangst og ikke tør vise deres ting frem, før de er helt færdige, kan det være rigtigt sundt at vende tingene på hovedet. At kunne vise sit projekt frem, mens det stadig er en skitse, en kladde eller en model, er en vigtig kompetence. For at blive bedre, har man brug for andres feedback, men det kræver at man opsøger den og tør tage imod. Man skal turde præsentere det ufærdige og være fejlmodig. At turde eksperimentere og fejle er grundlaget for al udvikling.

Designtænkning

Innovation handler ikke bare om ny teknologi. Det handler om at se muligheder, identificere behov og omsætte idéer til virkelighed. Når du designer et spil, er der ikke en klar opskrift. Du kan ikke forudse hvad der er sjovt, så du bliver nødt til at afprøve din idé på et andet menneske. En dygtig designer forstår at lytte, observere og sætte sig ind i andres behov. Når vi træner eleverne i designtænkning, træner vi også deres empati og forståelse for at andre mennesker oplever verden anderledes end de gør.
 

 

Kunne du tænke dig at eksperimentere med spilforløb på din skole?
Så kan vi hjælpe. I Spilværktøjskassen finder du et sæt gratis undervisningsressourcer, lige til at bruge i din undervisning.